Her vil jeg løbende give aktuelle tips og råd om f.eks. sæsonbetonede opgaver.

  • SKAL DU MALE BALUSTRE?

    Skal du male balustre, er her et godt tip. Malertape kan være besværligt og langsommeligt at sætte pænt omkring rørene. I stedet for at bruge malertape kan du smøre vaseline på undersiden af gelænderet og tilsvarende forneden, hvor der ikke skal males. Vaseline tørrer ikke ind, maling bider ikke på og det er nemt at tørre af med en klud eller køkkenrulle når malingen er tør. Det er hurtigere, nemmere og giver et pænere resultat. Pas dog på, at du ikke trækker vaselinen ud i malingen på selve balustren. Vær også opmærksom på, at vaseline kan trække ned i terrazzo-gulve og gøre det lidt mørkere.

  • TRÆBESKYTTELSE

    Træbeskyttelse af udendørs træværk skal ske på tørt træ. Træet må ikke have en fugtighed der overstiger 15-16 %. Det kræver ofte en uges tid med tørt og varmt vejr, før træværket har opnået den korrekte tørhed.

  • PLÆNELUFTNING

    Det ser voldsomt ud når din plæne lige er luftet. Den har dog rigtigt godt af det. En plæneluftning i det tidlige forår fjerner resterne af evt græspest og en hel del mos. Selve græsset skades ikke, og der kommer en smukkere plæne i løbet af kort tid. Plæneluftning kan med fordel ske forår og efterår.

  • BOBLER I VÆGGEN

    Har du luftbobler i tapetet eller vævet? Boblerne fjernes let, ved at sprøjte tapetklister eller vævlim ind i boblen med en injektionssprøjter. Herefter kan boblen glattes ud med tapetkost eller gummirulle.
    Overskydende lim tørres af med en fugtig klud.

  • HAKKER DVD´en?

    Kender du det, at dvd´en hakker eller stopper midt i filmens absolutte klimaks? Kom en smule tandpasta på dvd´en, smør den rundt og skyl derefter tandpastaen af med vand. Tør dvd´en af i et rent viskestykke og problemet er løst.